Blog Image

UNGDOM SKOVBY

*** 2013 ***

(*) (*) (*) (*) (*) (*) (*) (*)

mandag

Billeder og Referater Posted on Mon, September 16, 2013 23:04:08

så kom tidspunktet for den sidste hele feriedag på Azorerne, i denne omgang, da det i morgen tirsdag er hjemrejsedag. Så der skulle bankes euro af i Ponta Delgada og hele dagen skulle bruges på noget af det vi endnu ikke havde set eller oplevet. Vi snupper en taxa fra hotellet af og lander i Ponta Delgado midt på formiddagen. Dette lige tids nok til at se, at det tog vi skulle på rundtur med kørte 100m længere fremme og var i gang med rundturen. Da temperaturen lå omkring 28 grader, så forsøgte vi ikke at løbe toget op……..hvilket vi naturligvis ville have gjort, hvis temperaturen var mere menneskelig til en god løbetur…. Istedet for går vi over og se lidt til fortet og garderen der står og bevogter indgangen. Han må siges at være en tålmpdig herre som han der står og troner, uden at fortage sig de mindste bevægelser. Pludselig gør han dog et spjæt og jeg er straks parat til at yde den fornødne og påkrævede førstehjælp, hvis garderen skulle være ved at gå i muskelkrampe. Åbenbart var det noget indøvet, for der fulgte et par spjæt yderligere, inden han stod tilbage i stillestående og kiggede lige ud i vejret. Denne gang fik han lov til at slippe for en omgang kunstig åndedræt fra en klar AG. Fortet ligger ved industrihavnen,, men da jeg kastede en blik over mod lystbåde havnen, da kunne jeg beskue en flot 3-mastet skonnert som lå fortøjret. Selvom der var det meste af 800-900 meter derhen, så syntes jeg at det lignede et Dannebrog, der flot vejrede i vinden, på den gode skonnert. Eftertænktsomt klappede jeg hælene sammen, greb fruen i hånden og slæbte hende med let løb i retning af skonnerten. Folk hoppede til side, da vi pustende og stønnende, kæmpede os fremad i den bagende sommervarme. Folk måtte have troet vi havde pest, som de sprang for livet, da vi kom løøøøøøbende. Kunne måske også være at de blot var bange for at komme til at ligge nederst, hvis vi faldt………..kunne nok også godt være, at de i så fald blev en halv meters penge længere og en hel del fladere….Men da vi nåede en i an afstand på 50meter fra skonnerten, da udbrød fruen også: se ……det er det danske flag, og så jublede hun højlydt og svedende løs, imens jeg panisk stod ved siden af, stærkt svedende og pustende som en blæsebælg, og ledte efter et ledigt iltapperat………som minutterne gik, da begyndte de sorte prikker for mine øjne og lungernes hylen, stille og roligt at nærme sig normalt stadie. Randen af mennesker omkring os opløstes stille og roligt, da de tilstedeværende kunne se at vi nok ikke var smittebærere alligevel, men blot nogle særdeles tåbelige turister, med aparte motions vaner. Man føler sig nogen gange sådan helt James Bond agtig, når man husker tilbage på, at da vi var i Miami…..da kom Jørgen Leth forbi……..og nu her på Azorerne, da havde man sendt Skoleskibet Danmark…………….gad vide om PET har gang i noget udspionering af hr og fra G ???. Nok ikke sikkert der er så meget om det, men hører jo tit: at der går ikke røg af et bål, hvis ikke der er ild !!!!. –eller sådant noget lignende. Redningen er dog nær, for ret op af, hvor Skoleskibet Dannebrog ligger fortøjret, da ligger kokke- og tjener restauranten, Anfiteatro. Så her sætter vi os til bords, stadigvæk godt svedende (til tjenernes åbenlyse store skræk) og bestiller en øl og lidt frokost. Frokosten bliver en kyllinge sandwich til AG og noget makrelkage til fruen. Makrelkagen må have været tør, for en mundfuld nede i min øl, da ræber fruen engang og vinker tjeneren hen og bestiller yderligere en øl til sig selv. Det var vist godt jeg tog mig en sandwich……… Da blodtrykket og åndedrættet en time senere er helt normaliseret, da begiver vi os tilbage mod det sted, hvor vi skal stige ombord på toget, for en historisk rundtur i Ponta Delgada og se diverse historiske bygninger fra toget af. Undervejs møder vi en matros fra Skoleskibet Danmark og jeg spørger ham om hvor de skal hen næste gang og hvorlangt en sådan tur varer. Dertil svarer han; at de sejler i 98 dage og næste gang lægger til kaj i Lissabon. Fruen står på tæer og kigger mig over skulderen imens hun spørger matrosen: hvor kommer du fra ????…….name. Matrosen kigger anspændt og undrende på fruen, imens han indimellem kigger over på mig. ØØØØØØH, Danmark. Så begynder han at bakke og vi tager pænt afsked med den unge matros, imens han nu haster videre med en momentvis let hovedrysten, som om han tænker: var sker der lige for dem……….. Vi når toget, men igen er vi nød til at løbe (har ikke bevæget mig så meget i 10 år på samme dag), for opholdet med matrosen havde gjort at vi igen var blevet sent på den. De sidste 100 meter før toget, da begynder Gitte at svinge sin taske over hovedet og råbe: uhuuuuuuuuuuuu uhuuuuuuuuuu. Det hjælper for konduktøren hopper ud af toget igen og åbner en dør til den bagerste vogn. Jeg kæmper 50 meter længere tilbage med blot at kunne se ud af øjene, for de kaskader af sved der vælter ned over ansigtet på mig og konstant for mig til at lukke mine svidende øjne i. Takke konduktøren kan jeg ikke, men kaster mig derimod sidelæns inden på sædet i togets bagerste vogn, hvilket i faretruende grad får hele stammen af tog til at stå og vippe. Jeg kigger bebrejdende på fruen og siger: igår lovede du at der ikke skulle være alt dette tempofis idag. Hun nikkede blot til svar, imens hun betaler for rundturen og sætter sig til rette i sædet og siger: er her ikke køøøøøønt skat. Jeg kan ikke se noget som helst kønt, ruderne er begyndt at dugge og sveden hagler stadigvæk ned i mine øjne, så da toget sætter i gang og damen i højtaleren siger: welkommen on the garden tour, da er jeg næsten grædepunktet. Hvem fa….. gider bruge den sidste dag på at køre rundt i tog og se på planter………ikke AG. Da jeg yderemere hører fra G sige: Ups, det var den forkerte afgang, da støtter jeg mig modløs op ad sidevinden i togvognen og følger kun sporatisk zombiagtigt med i, hvad turen byder på. Ud over af man selvfølgelig bliver totalt radbrækket af at sidde på et stille træ i næsten en time, inden vognene bumper hen over farthindringer og huller i vejbelægningen. Da vi endelig kommer ud af vognen igen, da mener fruen det ville være passende om vi gik til den café der lå placeret i modsatte ende af bydelen, hvor vi stod. Mine spagde protester, blev blank affejet med: se på dig selv…….du har godt af at gå lidt. Resigneret fulgte jeg luntende efter fruen, som en anden ligge ulydig hundehvalp der havde fået skænd. Heldigvis tog det ikke mere en 20 minutter i skarpt trav at nå caféen og med en sval fadøl i hånden, så føltes det ikke, 10 minutter senere, så slemt………måske lidt slemt. Endnu en gang nåede fruen at nappe 2 øl, imens jeg kun nåede en…….jeg må have kontaktet dr. Pille, når jeg igen lander i Danmark, for der må sidde noget i halsrøret der stopper gennemstrømningen af flydende væsker….. Tidspunktet er nået, hvor jeg begynder at tænke på vi kunne slappe lidt af på balkonen, hjemme i lejligheden og drømmende ser sidder jeg og nyder dette syn, da jeg pludselig bliver afbrudt i denne sanselignende tilstand. Så skat, nu skal vi hen til rejsebureauet og du kender vejen: siger fruen og rejser sig fra caféen. De gode drømme bliver pludselig onde, for rejsebureauet ligger henne ved siden af, hvor toget har sin afgang og jeg orker ikke at tage en kamp med hende nu, omkring nødvendigheden af at skulle besøge rejsebureauet på nuværende tidspunkt. Denne gang holder jeg dog tempoet nede på et passende niveau og med et par gange, hvor jeg slår røven i en bænk, så var det ikke så slemt. Næsten en time tog det, inden vi stod foran døren til bureauet. Fruen forsøgte forgæves at åbne døren ind til bureauet, gav den en skulder, men lige lidt hjalp. Gendarmeren henne på hjørnet drejer sig omkring og kiggede vagtsomt på os, imens han lagde højre hånd på sit pistolskæfte. Fruen var imens begyndt at bande, da hun konstaterede at der med store bogstaver i vinduet stod: lukket mandag. Piiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiis og øv. For at historien skal nå at slutte med endnu en gåtur (tror det var en straf fordi jeg smilede lidt overbærende, til fruen, da vi opdagede bureauet havde lukket mandag). Næste tilbage igen igen igen ved caféen, da var der en lille fiskerestaurant, som vi skulle spise vores aftensmad ved, mente fruen. Så vi gik derhen i et adstadig tempo og på vej derhen sagde hun: skide smart, se….. de har et supermarked, hvor man kan købe fisk… Jeg nænnede ikke at sige at der stod restaurant foran Pexia og det var endnu en af de mange fiskerestauranter som de er på Azorerne. Jardim do Pestico havde isfyldt montre, hvor vi valgte hvilken fisk vi ville have som aftensmad. Vi valgte en rød fisk, som tjeneren kaldte “sort mund”. Den smagte ganske fortrineligt, da først køkkenet havde haft arbejdet lidt med dem og efter dette måltid, da stod det tilbage mod lejligheden, hvor vi kunne komme i på balkonen og nyde nattemørket.



søndag

Billeder og Referater Posted on Mon, September 16, 2013 10:50:00

nu kan man for alvor mærke den begyndende rastløshed og ved derfor også at nu er tiden kommet for at skulle til at foretage sig noget andet end bare at slappe af. Søndagen skulle bruges på en sidste travetur rundt i Capelas og omegn, en sidste tur forbi stamcaféen for denne gang og så en beslutning omkring om vi skulle indtage aftenens fødevarer tilberedt af hotellets kokke eller selv forestå tilberedningen. Det blev lejlighed 205 der løb med denne fornøjelse og fruen valgte råvarer, ved SolMar, til aftenens menú. Inden da havde vi dog travet igennem Capelas` gader og fruen sagde under traveturen: det er sidste dag vi skal gå så meget. Tror at fruens ben har behov for lidt hvile, men det vil dagen jo alligevel også byde på. Vi nåede lige hen til stamcaféen, så satte der en voldsom omgang regn ind og den varede præcist i en øls tid. Dagen bibragte adskillelige småbyger, hvilket passede meget godt med at der denne dag skulle læses bøger.