så oprandt dagen, hvor vi skulle tilbage til det fynske og husere. Fra hotellet og til lufthavnen, da har vi fornøjelsen af at blive kørt af Michael Schumachers bror, for sjældent har jeg set en minibus kunne præsterer, så høje omdrejninger og hastigheder, som denne Vito. MS` brormand pinte den stakkels Mercedes til det yderste og svingende blev taget hoppende rundt, så på denne køretur, blev det mig der fik taget et fast greb i “panikhåndtaget”, imens sveden stille perlede på min pande. Denne gang var dt ikke på grund af varmen. Jeg tror at der blev sat både ny personlig som national rekord, på turens varighed fra Capelas til lufthavnen. Vel ankommet herude, da fik vi hurtigt booket og fruen gik på indkøb i lufthavnens butikker, imens jeg sad og drømte mig tilbage til det kølige Danmark, hvor vi snart ville arrivere. Fruen var så heldig at få en midterplads, imellem en herre på 70 (med samme uformelige kropsfigur som undertegnede) og så jeg. Der var ikke behov for brug af sele for hendes vedkommende for hun var kilet fast imellem basserne. Undervejs på flyveturen, da bredte der sig en svovlagtig lugt i kabinen og jeg troede straks det var fruen, der havde tømt sine tarme, hvilket hun påberåbte sin uskyld for…., så jeg kiggede straks rundt for at se om det var muligt at anskue en skyldig. Det kunne være herren på sædet foran, da han så ud til at rumme ca 160-170l ekstra luft, men der var ikke den store panik på den række. Det var der derimod på den anden side af fruen, hvor Bessefar Flatus åbenbart var den skyldige i tarmtønmingen og med den forsatte ikke lugt resten af turen, så måtte han nok heller skyndsomst få skiftet underbukser ved første pit-stop, for der var vist sivet rigeligt med “numse-juice” ud i bukser og sædebetræk hos den gode herre. Vi landede i Billund og ferien var overstået for denne gang.