Blog Image

UNGDOM SKOVBY

*** 2013 ***

(*) (*) (*) (*) (*) (*) (*) (*)

UEFA Europa League

Billeder og Referater Posted on Tue, October 08, 2013 13:48:26

torsdag d. 3.oktober, da begav Nielsen, Mads G, Jonas G og undertegnede sig afsted mod Blue Water Arena i Esbjerg. Målet var at se kampen: EFB-FC Salzburg. Der var udsolgt på Blue Water Arena og tilskuerne bakkede trofast op omkring EFB i hele kampen. Selv på det tidspunkt, hvor FC Salzburg bringer sig foran med 2-0, da høres der kun positiv opbakning og sang, fra tilskuerne, ned til spillerne på banen. Det var en noget mere trofast opbakning mod EFB spillerne fra deres tilskuere af, end den jeg har oplevet på Trefor Park, når de lokale helte der, er bagud med et par mål. Kampen på Blue Water Arena, blev i store perioder styret af FC Salzburg. Dette primært fordi de fik lov til det af et noget mindre aggresivt EFB hold, end normalt. Specielt fremme var der kun sporatisk arbejde fra van Buren og med en lidt manglende skarphed, så var det fortjent nok at de “klogest” spillende førte 2-0 ved pausen. Pape Pate Diuf entreren på banen, et lille stykke ind i 2.halvleg, satte lidt mere skub i EFB og efterhånden blev de spillemæssigt totalt dominerende. Diuf fik også reduceret allersidst i kampen, til 1-2, og med lidt held så kunne man godt have hevet en uafgjort hjem. Dette lykkedes ikke, FC Salzburg tog alle 3 point, med hjem til Østrig, i en underholdende kamp, hvor temperaturen på stadion havde fået tilskuerne til at få de tykke frakker på. Man sad dog på hjemvejen mod Fyn og funderede lidt over, hvad der var sket, hvis EFB tidligere i kampen havde satset så offensivt, som man gjort til sidst i opgøret……… Nu venter næste kamp i Europa League i Trelleborg, inden EFB igen får hjemmebane i turneringen og hvor vi igen vil være at finde på Blue Water Arena.



tirsdag

Billeder og Referater Posted on Thu, September 19, 2013 10:20:12

så oprandt dagen, hvor vi skulle tilbage til det fynske og husere. Fra hotellet og til lufthavnen, da har vi fornøjelsen af at blive kørt af Michael Schumachers bror, for sjældent har jeg set en minibus kunne præsterer, så høje omdrejninger og hastigheder, som denne Vito. MS` brormand pinte den stakkels Mercedes til det yderste og svingende blev taget hoppende rundt, så på denne køretur, blev det mig der fik taget et fast greb i “panikhåndtaget”, imens sveden stille perlede på min pande. Denne gang var dt ikke på grund af varmen. Jeg tror at der blev sat både ny personlig som national rekord, på turens varighed fra Capelas til lufthavnen. Vel ankommet herude, da fik vi hurtigt booket og fruen gik på indkøb i lufthavnens butikker, imens jeg sad og drømte mig tilbage til det kølige Danmark, hvor vi snart ville arrivere. Fruen var så heldig at få en midterplads, imellem en herre på 70 (med samme uformelige kropsfigur som undertegnede) og så jeg. Der var ikke behov for brug af sele for hendes vedkommende for hun var kilet fast imellem basserne. Undervejs på flyveturen, da bredte der sig en svovlagtig lugt i kabinen og jeg troede straks det var fruen, der havde tømt sine tarme, hvilket hun påberåbte sin uskyld for…., så jeg kiggede straks rundt for at se om det var muligt at anskue en skyldig. Det kunne være herren på sædet foran, da han så ud til at rumme ca 160-170l ekstra luft, men der var ikke den store panik på den række. Det var der derimod på den anden side af fruen, hvor Bessefar Flatus åbenbart var den skyldige i tarmtønmingen og med den forsatte ikke lugt resten af turen, så måtte han nok heller skyndsomst få skiftet underbukser ved første pit-stop, for der var vist sivet rigeligt med “numse-juice” ud i bukser og sædebetræk hos den gode herre. Vi landede i Billund og ferien var overstået for denne gang.



mandag

Billeder og Referater Posted on Mon, September 16, 2013 23:04:08

så kom tidspunktet for den sidste hele feriedag på Azorerne, i denne omgang, da det i morgen tirsdag er hjemrejsedag. Så der skulle bankes euro af i Ponta Delgada og hele dagen skulle bruges på noget af det vi endnu ikke havde set eller oplevet. Vi snupper en taxa fra hotellet af og lander i Ponta Delgado midt på formiddagen. Dette lige tids nok til at se, at det tog vi skulle på rundtur med kørte 100m længere fremme og var i gang med rundturen. Da temperaturen lå omkring 28 grader, så forsøgte vi ikke at løbe toget op……..hvilket vi naturligvis ville have gjort, hvis temperaturen var mere menneskelig til en god løbetur…. Istedet for går vi over og se lidt til fortet og garderen der står og bevogter indgangen. Han må siges at være en tålmpdig herre som han der står og troner, uden at fortage sig de mindste bevægelser. Pludselig gør han dog et spjæt og jeg er straks parat til at yde den fornødne og påkrævede førstehjælp, hvis garderen skulle være ved at gå i muskelkrampe. Åbenbart var det noget indøvet, for der fulgte et par spjæt yderligere, inden han stod tilbage i stillestående og kiggede lige ud i vejret. Denne gang fik han lov til at slippe for en omgang kunstig åndedræt fra en klar AG. Fortet ligger ved industrihavnen,, men da jeg kastede en blik over mod lystbåde havnen, da kunne jeg beskue en flot 3-mastet skonnert som lå fortøjret. Selvom der var det meste af 800-900 meter derhen, så syntes jeg at det lignede et Dannebrog, der flot vejrede i vinden, på den gode skonnert. Eftertænktsomt klappede jeg hælene sammen, greb fruen i hånden og slæbte hende med let løb i retning af skonnerten. Folk hoppede til side, da vi pustende og stønnende, kæmpede os fremad i den bagende sommervarme. Folk måtte have troet vi havde pest, som de sprang for livet, da vi kom løøøøøøbende. Kunne måske også være at de blot var bange for at komme til at ligge nederst, hvis vi faldt………..kunne nok også godt være, at de i så fald blev en halv meters penge længere og en hel del fladere….Men da vi nåede en i an afstand på 50meter fra skonnerten, da udbrød fruen også: se ……det er det danske flag, og så jublede hun højlydt og svedende løs, imens jeg panisk stod ved siden af, stærkt svedende og pustende som en blæsebælg, og ledte efter et ledigt iltapperat………som minutterne gik, da begyndte de sorte prikker for mine øjne og lungernes hylen, stille og roligt at nærme sig normalt stadie. Randen af mennesker omkring os opløstes stille og roligt, da de tilstedeværende kunne se at vi nok ikke var smittebærere alligevel, men blot nogle særdeles tåbelige turister, med aparte motions vaner. Man føler sig nogen gange sådan helt James Bond agtig, når man husker tilbage på, at da vi var i Miami…..da kom Jørgen Leth forbi……..og nu her på Azorerne, da havde man sendt Skoleskibet Danmark…………….gad vide om PET har gang i noget udspionering af hr og fra G ???. Nok ikke sikkert der er så meget om det, men hører jo tit: at der går ikke røg af et bål, hvis ikke der er ild !!!!. –eller sådant noget lignende. Redningen er dog nær, for ret op af, hvor Skoleskibet Dannebrog ligger fortøjret, da ligger kokke- og tjener restauranten, Anfiteatro. Så her sætter vi os til bords, stadigvæk godt svedende (til tjenernes åbenlyse store skræk) og bestiller en øl og lidt frokost. Frokosten bliver en kyllinge sandwich til AG og noget makrelkage til fruen. Makrelkagen må have været tør, for en mundfuld nede i min øl, da ræber fruen engang og vinker tjeneren hen og bestiller yderligere en øl til sig selv. Det var vist godt jeg tog mig en sandwich……… Da blodtrykket og åndedrættet en time senere er helt normaliseret, da begiver vi os tilbage mod det sted, hvor vi skal stige ombord på toget, for en historisk rundtur i Ponta Delgada og se diverse historiske bygninger fra toget af. Undervejs møder vi en matros fra Skoleskibet Danmark og jeg spørger ham om hvor de skal hen næste gang og hvorlangt en sådan tur varer. Dertil svarer han; at de sejler i 98 dage og næste gang lægger til kaj i Lissabon. Fruen står på tæer og kigger mig over skulderen imens hun spørger matrosen: hvor kommer du fra ????…….name. Matrosen kigger anspændt og undrende på fruen, imens han indimellem kigger over på mig. ØØØØØØH, Danmark. Så begynder han at bakke og vi tager pænt afsked med den unge matros, imens han nu haster videre med en momentvis let hovedrysten, som om han tænker: var sker der lige for dem……….. Vi når toget, men igen er vi nød til at løbe (har ikke bevæget mig så meget i 10 år på samme dag), for opholdet med matrosen havde gjort at vi igen var blevet sent på den. De sidste 100 meter før toget, da begynder Gitte at svinge sin taske over hovedet og råbe: uhuuuuuuuuuuuu uhuuuuuuuuuu. Det hjælper for konduktøren hopper ud af toget igen og åbner en dør til den bagerste vogn. Jeg kæmper 50 meter længere tilbage med blot at kunne se ud af øjene, for de kaskader af sved der vælter ned over ansigtet på mig og konstant for mig til at lukke mine svidende øjne i. Takke konduktøren kan jeg ikke, men kaster mig derimod sidelæns inden på sædet i togets bagerste vogn, hvilket i faretruende grad får hele stammen af tog til at stå og vippe. Jeg kigger bebrejdende på fruen og siger: igår lovede du at der ikke skulle være alt dette tempofis idag. Hun nikkede blot til svar, imens hun betaler for rundturen og sætter sig til rette i sædet og siger: er her ikke køøøøøønt skat. Jeg kan ikke se noget som helst kønt, ruderne er begyndt at dugge og sveden hagler stadigvæk ned i mine øjne, så da toget sætter i gang og damen i højtaleren siger: welkommen on the garden tour, da er jeg næsten grædepunktet. Hvem fa….. gider bruge den sidste dag på at køre rundt i tog og se på planter………ikke AG. Da jeg yderemere hører fra G sige: Ups, det var den forkerte afgang, da støtter jeg mig modløs op ad sidevinden i togvognen og følger kun sporatisk zombiagtigt med i, hvad turen byder på. Ud over af man selvfølgelig bliver totalt radbrækket af at sidde på et stille træ i næsten en time, inden vognene bumper hen over farthindringer og huller i vejbelægningen. Da vi endelig kommer ud af vognen igen, da mener fruen det ville være passende om vi gik til den café der lå placeret i modsatte ende af bydelen, hvor vi stod. Mine spagde protester, blev blank affejet med: se på dig selv…….du har godt af at gå lidt. Resigneret fulgte jeg luntende efter fruen, som en anden ligge ulydig hundehvalp der havde fået skænd. Heldigvis tog det ikke mere en 20 minutter i skarpt trav at nå caféen og med en sval fadøl i hånden, så føltes det ikke, 10 minutter senere, så slemt………måske lidt slemt. Endnu en gang nåede fruen at nappe 2 øl, imens jeg kun nåede en…….jeg må have kontaktet dr. Pille, når jeg igen lander i Danmark, for der må sidde noget i halsrøret der stopper gennemstrømningen af flydende væsker….. Tidspunktet er nået, hvor jeg begynder at tænke på vi kunne slappe lidt af på balkonen, hjemme i lejligheden og drømmende ser sidder jeg og nyder dette syn, da jeg pludselig bliver afbrudt i denne sanselignende tilstand. Så skat, nu skal vi hen til rejsebureauet og du kender vejen: siger fruen og rejser sig fra caféen. De gode drømme bliver pludselig onde, for rejsebureauet ligger henne ved siden af, hvor toget har sin afgang og jeg orker ikke at tage en kamp med hende nu, omkring nødvendigheden af at skulle besøge rejsebureauet på nuværende tidspunkt. Denne gang holder jeg dog tempoet nede på et passende niveau og med et par gange, hvor jeg slår røven i en bænk, så var det ikke så slemt. Næsten en time tog det, inden vi stod foran døren til bureauet. Fruen forsøgte forgæves at åbne døren ind til bureauet, gav den en skulder, men lige lidt hjalp. Gendarmeren henne på hjørnet drejer sig omkring og kiggede vagtsomt på os, imens han lagde højre hånd på sit pistolskæfte. Fruen var imens begyndt at bande, da hun konstaterede at der med store bogstaver i vinduet stod: lukket mandag. Piiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiis og øv. For at historien skal nå at slutte med endnu en gåtur (tror det var en straf fordi jeg smilede lidt overbærende, til fruen, da vi opdagede bureauet havde lukket mandag). Næste tilbage igen igen igen ved caféen, da var der en lille fiskerestaurant, som vi skulle spise vores aftensmad ved, mente fruen. Så vi gik derhen i et adstadig tempo og på vej derhen sagde hun: skide smart, se….. de har et supermarked, hvor man kan købe fisk… Jeg nænnede ikke at sige at der stod restaurant foran Pexia og det var endnu en af de mange fiskerestauranter som de er på Azorerne. Jardim do Pestico havde isfyldt montre, hvor vi valgte hvilken fisk vi ville have som aftensmad. Vi valgte en rød fisk, som tjeneren kaldte “sort mund”. Den smagte ganske fortrineligt, da først køkkenet havde haft arbejdet lidt med dem og efter dette måltid, da stod det tilbage mod lejligheden, hvor vi kunne komme i på balkonen og nyde nattemørket.



søndag

Billeder og Referater Posted on Mon, September 16, 2013 10:50:00

nu kan man for alvor mærke den begyndende rastløshed og ved derfor også at nu er tiden kommet for at skulle til at foretage sig noget andet end bare at slappe af. Søndagen skulle bruges på en sidste travetur rundt i Capelas og omegn, en sidste tur forbi stamcaféen for denne gang og så en beslutning omkring om vi skulle indtage aftenens fødevarer tilberedt af hotellets kokke eller selv forestå tilberedningen. Det blev lejlighed 205 der løb med denne fornøjelse og fruen valgte råvarer, ved SolMar, til aftenens menú. Inden da havde vi dog travet igennem Capelas` gader og fruen sagde under traveturen: det er sidste dag vi skal gå så meget. Tror at fruens ben har behov for lidt hvile, men det vil dagen jo alligevel også byde på. Vi nåede lige hen til stamcaféen, så satte der en voldsom omgang regn ind og den varede præcist i en øls tid. Dagen bibragte adskillelige småbyger, hvilket passede meget godt med at der denne dag skulle læses bøger.



lørdag d.14.september

Billeder og Referater Posted on Sun, September 15, 2013 09:45:09

så er der taget hul på feriens sidste week-end og det endda med “trusler” fra fruen om at nu er det travetid igen. Vejret er fint og temperaturen ligger på de 26 grader, da vi starter på traveturen. Det forholder sig ellers således at optakten til Man U kampen starter klokken 13.00 og den ville jeg måske nok gerne have overvejet at se. Men som fruen siger: først yde – så nyde. Jeg forsøgte ellers med et par undskylninger omkring ondt i ryggen – dårlig mave, men intet bed på. Istedet startede vi en travetur, men i et helt andet tempo end ellers. For straks satte jeg stævnen forrest og holdt et ganske fint tempo, hvilket straks fik sveden til at drive ned over mine tykke kinder og fruen, som hang lidt efter, til at gispe: du har da godt nok travlt idag, med det tempo du holder….. Undervejs blev vi stoppet af et ældre ægtepar, hvor manden spurgte mig omkring noget med Portas. Hertil svarede jeg bare : sorry. Jeg syntes nemlig der var noget genkendeligt i hans dialekt og da han gentog spørgsmålet, faldt det mig ind, at hans dialekt når han snakkede engelsk, var meget lig Villy Søvndal. Så jeg svarede bare: dansker. Den ældre herre blev lidt småkonfus, inden han tøvende svarede ja og efterfølgende på dansk spurgte om vej til Capelas gamle havn. I netop den vejbestrivelse til lige netop Capelas gamle havn, da er jeg nordfynsk mester og jeg forklarede ham malende vejen derned, imens han med åbent luftorgan stoppede og stirrede på mig. Måske vejen til havnen var blevet lige lovlig spændende, men jeg trængte til en lille pustepause, midt i den strabaserende kapgangstur. 1½t i skarpt trav og mørkrøde i karmen nåede vi hen til en lille café, hvor der blev vist Man U-Crystal Palace på storskærm, og her var der ingen indvendiger fra fruen, da jeg spurgte om vi skulle finde et bord. Kampen var godt i gang, men lige som vi sætter os, bliver Man U tildelt et straffe, som Robin van Persie efterfølgende scorer på. Man føler sig ganske godt til rette siddende i det lune vejr, men en kold fad i hånden og De Røde Djævle kørende et 2-0 sejr hjem og til de lokales overraskelse, så sad en enlig tyk herre og jublede over resulatet, imens han så noget selvtilfreds ud. Den resterende del af dagen gik med røverhistorier og hygge, inden det sidst på aftenen stod på lidt tilberedning af fødevarer i lejlighed nr 205.



fredag d.13.september

Billeder og Referater Posted on Sat, September 14, 2013 09:55:37

sidste dag med indlejet bil, så dette skulle nydes i moderat omfang. Vi fik smidt os på stranden ved Riberia Grande, i en ½ times tid og samtidigt fik vi vadet ud i Atlanterhavet og blev en skyllet lidt af det forholdsvis tempererede havvand. Dagen skulle også bruges på at få indkøbt et par gaver til Janus og drengene, inden vi skulle tilbage til AlaBote og nyde godt af deres kokkekunst endnu en gang.



torsdag d. 12. september

Billeder og Referater Posted on Fri, September 13, 2013 07:09:18

en fise husleje af dag, hvor vi brugte lidt tid på at køre rundt på samtlige asfalterede og grusbelagte veje i omegnen af Capelas, inden vi tilpassede at være inde i Ponta Delgada til kl 13.00. Her gik vi ned på den restaurant, hvor kokke-og tjenerelever laver mad og serveres, som et led i deres uddannelse. Ros til eleverne, for det var en udsøgt betjening og velsmagende og flot anrettet frokost vi fik serveret. En lille tur til SolMar inden vi skulle tilbage til lejligheden, blev der også tid til. Her kom der en yngre, velformet, mørkhøjet tøse-pigebarn hen og stillede sig lige foran mig, kiggede op på mig og førte så højre hånd frem i en hurtig bevægelse, imens hun hvæste som en kat. Lidt overrasket har man jo nok set ud, for pigebarnet lyste op i et stort perlende smil, imens hun pegede på min venstre skulder, drejede rundt og smilende forsvandt videre rundt i butikken. Informationen om at Azorerne er hjertelige blev kraftigt cementeret ved denne glade pige. Man skal være opmærksom, som besøgende på Azorerne, på at årstiden betyder en hel del for omfanget af nedbørsmængden. I perioden maj-september er der klart størst sandsynlighed for at få solskinsdage. Dette kan da, foreløbig, bekræftiges på denne ferie, for har det regnet en smule på den ene side af øen, så har vi kørt til den anden side og været i solskin der. Og med temperaturer på mellem 24-28 grader, så er det passende varmt, uden af det bliver hedt. Temperatuen har godt nok faldet en smule, de par gange det har regnet, men 20 grader og let regn er ikke så slemt at man behøver at tage en trøje på. Azorerne er ikke så massivt “plaget” af turister som mange andre store rejsemål, omend Bravo Tours har ca 200 danskere på Azorerne om ugen, med langt de fleste af dem boende på hovedøen Sao Miguel. Vi har dog foreløbig ikke mødt mange danskere, men enkelte svenskere er det blevet til. Mange mener at Azorerne er den sidste del af det forsvundne Atlantis. Azorerne er dog mest kendt for det vigtige knudepunkt det i tidligere århundreder har været imellem Europa og Amerika, da Azorerne ligger ca 1.500 km ude i Atlanterhavet, fra Europa af. Derfor har Azorerne også en forhistorie med megen pirateri, da det var et oplagt sted af opbringe nogle af alle de handelsskibe, der sejlede mellem Europa og amerika.



onsdag d. 11.september

Billeder og Referater Posted on Fri, September 13, 2013 06:57:13

For første morgenstund af, så småregnede det i Capelas. Så godt at vi endnu en gang skulle på tur igen i dag. Denne gang til vulkankrateret, hvor Ildsøen (Lagoa do Fogo) ligger i bunden af krateret. Her var vi på forskud vidende om, at vi skulle lidt til vejrs inden vi nåede så langt. Helst præcis skulle vi op i nærheden af kraterets højeste punkt på 905 oho, inden vi kunne køre ned mod Ildsøen. Da vi passerede toppen og endnu en gang kørte rundt i skyerne, sagde fruen: Ikke flere bjerge på denne ferie. Og sådan skulle det blive, Dette skulle blive den sidste høje stigning vi skulle over, for fruen mente ikke hun længere kunne holde til at skulle over disse højder. Helt tæt på Ildsøen kan man ikke komme i bil, så et par billeder på passende afstand og så ellers tid til en tur til Ponta Delgada og shoppe lidt rundt i deres storcenter, Atlantico, inden vi kørte til Sao Roque og spiste en sen frokost. Husk at klikke på billedet for at se det i større format nederst i indlægget.



« PreviousNext »